Vi begynder denne tur ved foden af Hong Kongs højeste bjerg, Tai Mo Shan, og slutter ved jernbanestationen i Tai Wai, efter at have kigget nærmere på de smukke Shing Mun vandreservoirer og nydt en eksotisk frokost..
Det er kun en kort tur med en minibus fra den travle tætbefolkede forstad Tsuen Wan til Chuen Lung, men det føles som om, vi er landet på en helt anden planet. Chuen Lung var tidligere berømt for sine te- og frugtplantager, men selvom et par af de gamle tehuse stadig opererer som restauranter, så synes landsbyens økonomi nu at være afhængig af de mange bilværksteder...
Der er dog ikke langt fra pladesmedens larmende værksted til indgangen til nationalparken og vi befinder os snart på letkuperede jordstier. Vores rute følger konturerne af Tai Mo Shan nedre skrænter. Vi krydser flere små bjergbække og dykker af og til ned i lommer med store gamle træer, hvor der også er mulighed for at støde på vilde køer. Endelig er der hele tiden en fantastisk udsigt. Til venstre: Det imponerende Tai Mo Shan. Til højre: Hong Kongs enestående "byskab."
Netop som vi får øje på Lion Rock og Needle Hill , dykker vi ned i Shing Mun dalens mørke skove. Dette er abernes og sommerfuglenes domæne. En stor del af Hong Kongs 240 sommerfuglearter kan ses her, men det er jo nok aberne der nyder den største opmærksomhed. Selvom aberne er søde og interessante, så vil vi prøve at finde et abefrit picnic område ved bredden af det øvre Shing Mun reservoir, så vi kan nyde vores snacks i fred.
Den sværeste del af dagens tur begynder efter dette hvil, når vi forlader den bredde asfalterede ved det øvre rerservoir for at følge den noget slidte jordsti langs det nedre reservoir. Her bør man se sig lidt for, da der af og til er langt ned til venstre - især der hvor vi krydser en motorvejstunnel... Belønningen for at være modig er ikke bare en flot tur langs det nedre reservoir og det faktum, at man har været et sted kun få andre har besøgt, men også muligheden for at slutte turen med en velfortjent indonesisk frokost i udkanten af Tai Wai.
Klik her for at tilmelde dig denne tur eller her for at indhente flere oplysninger.
Hansen's Hikes 38 D, Tower 2, Sham Wan Towers 3, Ap Lei Chau Drive Ap Lei Chau Hong Kong