Fængsler, Vandreservoirer og Frisk Mælk
Som det fremgår af overskriften, indeholder denne vandretur gennem det centrale New Territories lidt for enhver smag…
Efter en lang, men behagelig, bustur står vi af på Castle Peak Road, hvor vi får et indblik i, hvordan livet leves på den anden side af muren, idet
vi begynder dagen med en tur i fængsel – eller rettere en tur lige igennem et af Tai Lams fængsler (Husk passet eller dit HK ID-kort, da vi
bliver registreret i porten.)
Det er en usædvanlig måde at starte en vandretur på, men den får os jo nok til at værdsætte de åbne stepper, vi senere skal igennem mere
end vi ellers ville have gjort.
Vi må dog arbejde lidt for vores frihed, når vi går op ad den lukkede vej til kanten af Tai Lam Chung reservoiret. Men så snart vi når forbi
dæmningen, er det kun fuglene, cikaderne og frøerne, der forstyrrer roen, mens vi følger vejen langs kanten af reservoiret.
Jo længere vi går, jo smallere bliver reservoiret og til sidst er det blot en lille bæk. Vi følger denne, indtil vi pludselig står og kigger ned på en
6-sporet motorvej, der via en lang tunnel løber ud i den brede Pat Heung dal. Herefter går vores vej ned rundt om Ho Puis grisestier,
hønsefarme og bag om landsbyen selv.
Heldigvis bliver anstrengelser, der skal bruges for at klare den uundgåelige efterfølgende opstigning, rigeligt belønnet med det perfekte sted
til at spise vores medbragte madpakke – nemlig Ho Pui reservoirets dæmning.
Efter frokost følger vi en let snørklet afvandingskanal, mens vi nyder udsigten henover de evigt voksende landsbyer Kam Tin og Shek Kong,
mod Lam Tsuen Naturparkens vulkanske højdedrag.
Vi kommer også forbi et af Hong Kongs kønneste steder, når vi krydser Tsing Tam reservoirets dæmning.
Kort før turen slutter, kigger vi lige indenfor på et lille mejeri, hvor vi prøvesmager deres helt fantastiske mangobudding. Der er også
mulighed for at få et glas rigtig frisk mælk…
Vandreturen slutter ganske vist ved de militære barakker i Shek Kong village, men dagens eventyr er ikke slut endnu. Busturen langs Route
Twisk til undergrundsstationen i Tsuen Wan er ligeså meget en del af dagens udflugt, som fængslet i begyndelsen.
Med sine 18 km er denne tur lidt længere end de fleste, men den er også forholdsvis flad. Der er faktisk kun 3 egentlige bakker at besejre og
det højeste punkt er blot 170 meter over havets overflade. Derudover er dagens rute asfaltbelagt hele vejen og mest i skygge. Endelig, så
skal vi ikke op ad et eneste trin langs hele ruten…
Klik her for at tilmelde dig denne tur eller her for at indhente flere oplysninger.
... oplev Hong Kongs anden side...
|
Hansen's Hikes
|
by Hansen's Events
|
|
Disclaimer
|
Participants on all Hansen's Events' hikes and rides take part entirely at their own risk. By joining any of our events all participants are automatically seen to have agreed to have entered into a disclaimer which exonerates the outing leaders and the organizers from any personal or public responsibility whatsoever and for any claims, injuries or damages arising thereof.
|
|